Nyt album fra en af Danmarks dygtigste, nulevende sangskrivere, Christian Juncker. "Min sangskrivning har altid handlet om at prøve at komme tæt på ægte følelser, også den mørkere slags. Derfor udspringer denne plade også fra et dybt personligt sted. Nogen tager i sommerhus i en weekend eller på sangskrivercamp med 44 andre på en fjern ø, hvor de drikker rødvin og skriver sange om forelskelser, der aldrig har fundet sted. Det kunne jeg aldrig drømme om. Nok drikker jeg rødvin, men mine sange skabes i et dybt udemokratisk rum med afsæt i mine egne erfaringer med livet. Derfor har min kamp for at komme ud af mørket også sat dybe spor på min nye plade. Jeg skulle helt ind i mørket for at genfinde mig selv, det legesyge, modet og håbet om, at alt nok skulle blive godt igen. Én ting er at overleve livstruende sygdom på intensiv, én anden er den tid, der følger. På sygehuset skal de nok hjælpe dig. Men når du i en måned har længtes hjem, og håbefuld står for foden af dit eget hus og knap kan løfte dine fødder over dørtrinnet, så rammer mørket og den virkelige kamp. Her troede man, at man skulle hjem til alle sine livretter, kysse på konen og bare spille 500 i en uendelighed med sine unger. Virkeligheden blev lidt en anden, og kampen for at genvinde livet altoverskyggende. Mørket flyttede i en periode ind som logerende i vores hjem. Det føltes uoverstigeligt, men med tiden åbnede sig gradvist et lysere og mere taknemmeligt sind i mig. Jeg havde fået en mørk gave, kan man sige. Men Gud, hvor var jeg dog i en lang periode deprimeret over ikke at kunne leve det liv, som jeg havde kæmpet for ikke at miste. Pludselig sad man der medicineret, gik til ældregymnastik og på vejrtrækningshold – og kunne ikke engang læse en tegneserie, fordi man var så smadret i hovedet. Jeg havde udsigt til permanente lungeskader, fordi en eller anden havde slået en skid i hovedet på mig nede i Fakta, min venstre arm hang som en vissen blomst, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle synge og spille guitar igen. Mine nærmeste familie og venner løftede mig tilbage. Jeg følte mig som en pakke hakkekød, der var blevet taget ud af fryseren og langsomt tøede op. Med tiden fik jeg gennemført alle de aflyste og udskudte koncerter og udgivet to albums det kommende år. Det hele lå jo klart inden, jeg brændte sammen. I starten kunne jeg nærmest ikke gå efter de første koncerter. Jeg var så udmattet og sad som en gammel mand tilbage i tourbussen, når bandet smed klunset ved Nyborg strand, hvor vi plejer at tage en dukkert på vej hjem fra sommerjobs. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at gå gennem sandet. Tankerne drev som tjære gennem mit sind, og blev til sorte sange, som alligevel med tiden åbenbarede en form for håb. Jeg har hovedsageligt produceret pladen hjemme. Dels kunne jeg ikke overskue verden. Men vigtigst af alt syntes jeg, det mere umiddelbare, rå og upolerede udtryk, som jeg kunne skabe hjemme, gik perfekt hånd i hånd med den ærlighed i mørkets skramlen, som jeg gerne ville sikre i det musikalske univers. Og det viste sig også hurtigt, at det gav mig mulighed for at afsøge udtryk og legende konstruktioner på en helt anden måde, end jeg har gjort før. I dag lægger jeg gerne hovedet på blokken for mit mest ufiltrerede og eksperimenterende album ever. Jeg har ikke længere noget at være bange for. Jeg føler mig lettere end nogensinde – Katarsis!? Og det er min vigtigste erfaring fra den periode, at i det dybeste hul, er der et lys – en nattergal, der synger et sted derude. For den findes, fandeme! Jeg har endda fået et fuglehus af min mor i julegave." - Christian Juncker

Juncker | Nattergalen Findes